squashboller - siffinity life

Squash boller af hytteost

August 25, 20264 min read

Squashboller af hytteost – nemme, glutenfri og uden mel

Nogle af de bedste opskrifter herhjemme opstår faktisk ikke, fordi jeg sætter mig ned og beslutter mig for at udvikle en ny opskrift. De opstår, fordi jeg står med det, vi har, og tænker: Hvad kan jeg mon få ud af det her?

Og det er præcis sådan, de her squashboller blev til.

Under vores forsøg med at få to mennesker til at spise sundt, glutenfrit og diabetesvenligt i 14 dage for omkring 100 €, er én ting blevet meget tydelig: Råvarerne skal kunne bruges til mere end én ting.

Jeg gider ikke købe en masse specielle ingredienser, som kun kan bruges til én bestemt opskrift. Det skal være enkelt, mættende og fleksibelt – og meget gerne kunne laves i vores Satisfryer, fordi det også betyder, at opskrifterne kan komme med, når vi bor i camperen.

Her er hytteost blevet lidt af en genial basisvare.

Min almindelige hytteost-pandekagedej består helt enkelt af hytteost, æg og fibre. Den bruger jeg til pandekager, men med lidt revet squash og en smule mere fiber kan den samme grunddej forvandles til små, bløde squashboller.

Og det er lige præcis den slags mad, jeg elsker: Få råvarer, minimal indsats og flere muligheder.

Glutenfri squashboller med hytteost

De bliver ikke som traditionelle luftige hvedeboller. De er mere saftige og bløde indeni og får en lækker overflade, når de bages. Til gengæld indeholder de hverken almindeligt mel eller gluten, og kombinationen af æg, hytteost, squash og fibre gør dem dejligt mættende.

Ingredienser

Til ca. 6 små boller:

  • 1 bæger hytteost, ca. 200–250 g

  • 2 æg

  • ca. ½ mellemstor squash

  • 2–4 spsk fibre, fx loppefrøskaller/psyllium

  • ½ tsk bagepulver

  • lidt salt

Mængden af fibre kan variere lidt afhængigt af både hytteosten og hvor meget væske der er i squashen. Det vigtigste er derfor at kigge på konsistensen fremfor blindt at følge et bestemt antal spiseskefulde.

Sådan gør jeg

Kom hytteost og æg i en skål og blend det med stavblenderen, til du har en forholdsvis ensartet dej.

Riv squashen fint. Hvis den er meget våd, så pres noget af væsken ud med hænderne eller et rent viskestykke. Den behøver ikke blive helt tør – vi vil gerne bevare noget af saftigheden.

Bland den revne squash i hytteostdejen sammen med salt og bagepulver.

Tilsæt derefter fibrene lidt ad gangen.

Lad dejen stå i omkring 5–10 minutter. Fibrene suger væske til sig, så dejen bliver mærkbart tykkere, mens den står.

Den færdige dej skal være så fast, at du kan sætte den på bagepapir med en ske, uden at den flyder ud som pandekagedej. Er den stadig for våd, tilsætter du lidt mere fiber.

Form cirka seks små boller.

I Satisfryer / airfryer

Bag dem ved cirka 175–180 °C i 12–18 minutter, afhængigt af størrelse og maskine.

Hold øje med dem de sidste minutter. De skal være gyldne på ydersiden og faste, når du forsigtigt trykker på dem.

Lad dem gerne hvile et par minutter efter bagning. Konsistensen sætter sig yderligere, når de køler lidt ned.

Samme grunddej – flere muligheder

Det er faktisk det, jeg bedst kan lide ved denne opskrift.

Fjerner jeg squashen og bruger lidt mindre fiber, har jeg min almindelige hytteost-pandekagedej:

1 bæger hytteost + 2 æg + lidt fibre.

Blend – og så har du en dej, der kan bruges til små pandekager.

Tilsætter jeg revet squash og lidt ekstra fibre, bliver den til squashboller.

Og herfra kan man lege videre.

Squashboller med ost

Tilsæt en lille håndfuld revet ost til dejen. Det giver mere smag og en lidt mere fyldig bolle, som er virkelig god som tilbehør til aftensmaden.

Squashboller med krydderurter

Tilsæt fx oregano, timian, basilikum eller de krydderurter, du allerede har stående.

De fungerer godt som små madbrød til kød, salat eller en varm ret.

Små sandwichboller

Lav bollerne lidt fladere og bredere inden bagning. Når de er kølet af, kan de skæres igennem og bruges som små sandwichbrød med fx ost, æg, tun eller rester fra aftensmaden.

Det er sådan, vi får budgettet til at række

Noget af det interessante ved vores 100 €-forsøg har været at opdage, hvor langt ganske almindelige råvarer faktisk kan række, når man begynder at bruge dem på flere forskellige måder.

Hytteosten behøver ikke kun være noget, man spiser direkte fra bægeret.

Æggene behøver ikke kun blive til spejlæg.

Og squashen behøver bestemt ikke ende som endnu en omgang stegte squashskiver.

De samme tre råvarer kan pludselig blive til både pandekager, boller, madbrød og en del af et helt måltid.

Det betyder også, at vi kan holde vores køkken forholdsvis enkelt. Og det er vigtigt for os, fordi den mad, vi laver på mangofarmen, helst også skal kunne fungere, når vi pakker camperen og kører afsted.

Få ingredienser. Få redskaber. Ingen komplicerede processer.

Og alligevel rigtig mad, som mætter.

Det er måske i virkeligheden en af de største opdagelser i hele vores forsøg:

At spise enkelt behøver ikke betyde at spise kedeligt.

Tværtimod.

Nogle gange skal man bare se på det bæger hytteost og den squash, der ligger i køleskabet, med lidt andre øjne.

Siff Frost

Siff Frost

eventyrer og vanlifer

Instagram logo icon
Youtube logo icon
Back to Blog