
Hvorfor vi hedder Siffinity life
Hvorfor vi hedder Siffinity Life
Vi hedder Siffinity Life, fordi det er vores liv. Navnet er sammensat af mit navn, Siff, og ordet infinity. Ikke fordi det lyder smart, men fordi det rummer det, vi har manglet i mange år: plads, bevægelse og mulighed for at leve på vores egen måde.
I Danmark arbejdede vi os selv langsomt ihjel. Ikke fordi noget gik galt, men fordi det hele egentlig fungerede. Der var arbejde, ansvar, pligter og forventninger, og hverdagen kørte bare videre. Tempoet var højt, og der var sjældent plads til at stoppe op og mærke efter. Man gjorde det, man skulle, og fortsatte videre til næste opgave.
På et tidspunkt kunne vi mærke, at det ikke var sådan, vi ville leve resten af vores liv. Vi manglede luft. Vi manglede frihed. Ikke frihed som ferie eller pauser, men frihed i hverdagen. Frihed til at bestemme over vores tid, vores rytme og vores liv.
Derfor flyttede vi til Spanien.
Det var ikke en flugt, og det var ikke en nem beslutning. Vi vidste godt, at der fulgte afsavn med. Vi kan ikke kramme vores børn hver dag, og vi har måttet starte helt forfra med netværk og relationer. Man er pludselig den nye igen, og det kræver tid at finde sin plads.
For mig, Siff, betød det også, at jeg skulle starte min forretning forfra. Jeg skulle finde fodfæste et nyt sted, finde min vej igen og mærke efter, hvordan mit arbejdsliv skulle se ud fremover. Samtidig er jeg i gang med en PhD og har fundet min faglige livsvej inden for tarmbakterier og mikrobiom. Men mit liv har været og er meget mere, og jeg er mere end én titel eller én retning.
Lige her i Spanien føler vi for første gang, at tingene hænger sammen. Vi har friheden til at leve langsommere, til at arbejde på en måde, der giver mening, og til at bygge et liv, som passer til den, jeg er i dag – ikke den, jeg var for ti år siden.
Siffinity Life handler ikke om et perfekt liv. Det handler om et valgt liv. Et liv med både frihed og fravalg. Med savn, usikkerhed og ansvar, men også med ro, nærvær og plads til at være menneske.
Det er også det, søndagens film handler om. Hvorfor vi valgte dette liv, hvad det koster, og hvorfor vi – på trods af alt – ikke ville bytte det for noget andet.
Hvis du selv går rundt med en fornemmelse af, at dit liv er blevet for snævert, så er vores historie måske ikke svaret. Men måske kan den minde dig om, at der findes andre måder at leve på.
Velkommen til Siffinity Life.
Living full living free
